Konfirmation
I Strø og Gørløse sogne bliver man hyppigst konfirmeret, når man går i 7. klasse. De fleste konfirmander går på Sigerslevøster Privatskole og på Skævinge Skole (det forandrer sig sandsynligvis i de kommende år med indførelsen af nye skoledistrikter). Bor man i Strø og Gørløse sogne, får man et brev om foråret hen mod slutningen af 6. klasse om, at man skal huske at blive indskrevet, hvis man ønsker at gå til konfirmandforberedelse og blive konfirmeret i Strø eller Gørløse.
Man bliver indskrevet ved at henvende sig til præsten. Og man er altid velkommen til at henvende sig, hvis man er i tvivl om noget vedr. konfirmationsforberedelse og konfirmation.
Konfirmationsdagene ligger fast:
I Strø Kirke er der altid konfirmation 4. søndag efter Påske
I Gørløse Kirke er der altid konfirmation 6. søndag efter Påske
Konfirmationsforberedelse er ganske enkelt indføring i kristendommen, dvs. undervisning i de kristne grundfortællinger fra biblen, i gudstjenesten og i de ritualer og skikke, vi bruger i kirken. Formålet er, at konfirmanderne bliver fortrolige med den kristne livstydning; hvilken sammenhæng, de er (eller bliver)døbt ind i, og hvad det betyder for dem selv og deres liv i fortid, nutid og fremtid – med stort fokus på nutiden.
I undervisningen inddrages billeder, musik, film og internet og en ekskursion eller to.